Steen Steensen Blicher
|
KORT OM ROMANTIKKEN:
I denne periode foregår en langsom udvikling fra feudalsamfund til et borgerligt samfund (Grundloven 1849). Litteraturen skulle bl.a. hjælpe den frie borger til at finde sin identitet. Romantikken kan ses som en reaktion mod oplysningstidens fornuftsdyrkelse, hvor følelser og lidenskaber blev anset for farlige. Menneskets personlige udvikling og følelser kommer i centrum. Forskellige strømninger, der både tidsligt og indholdsmæssigt overlapper hinanden: Idealisme: En opfattelse af verdens inderste væsen som værende af åndelig karakter. Platon (428-348 f.v.t.)- den græske filosof kan siges at være idealismens fader (Hulelignelsen). Ideernes verden: den virkelige guddommelige evige verden, hvor sjælen oprindeligt hører hjemme. Fænomenernes verden: den konkrete materielle verden, som vi kan sanse, og som kun er en slags ”skyggevirkelighed”. Her hører legemet til, og det opfattes som et fængsel for sjælen. Dette er en dualistisk livsanskuelse Fx Staffeldt. Organismetanken: Også kaldet universalromantik. Fx H.C. Andersen og Oehlenschläger forsøgte at skabe harmoni mellem de to verdener. Teorien: Alt er en organisk sammenhæng (altså også den materielle verden) gennemstrømmet af den guddommelige ånd = Panteisme (Gud er i alt). Man dyrker især naturen, hvor sammenhængen intuitivt kan opleves og erkendes; især af kunstneren, der blev opfattet som et udvalgt geni/formidler. Biedermeier: Denne borgerkultur har ikke blot påvirket litteraturen, men også bolig, tøj, moral og kunst. Den ideologiske baggrund var troen på Gud, konge, fædreland og familien. Dyrkelse af det trygge intimsfæreliv uden overskridelse af det moralsk rigtige. Al disharmoni fortrænges – hygge omkring bordet i familiens skød. Idyl med et stænk af det sentimentale. Men romantikkens dyrkelse af kærlighed og harmoni er ikke blot sentimental; det drejede sig også om individets ret til at vælge den eneste ene, i modsætning til feudalsamfundet, hvor det kunne være familien/økonomien, der var afgørende for valg af ægtefælle. Temaet i litteraturen er ofte kærlighed, men ikke den seksuelle kærlighed, den fortrænges, men man fornemmer ofte, at den latent er tilstede. Romantisme: (især 1820 – 50). En begyndende skepsis over for romantikkens tro på en højere guddommelig verdensorden og et angreb på det harmoniske livssyn. Helten i litteraturen er ikke længere den naive person, der hengiver sig til spontane følelser, nej, romantismens helt reflekterer over sine følelser. Han har en distanceret holdning til livet og en kompliceret psykologi. Fx Blicher, Brudstykker af en landsbydegns dagbog og Sildig opvaagnen, H.C. Andersens Skyggen og Søren Kierkegaard. Nationalromantikken: Dyrkelse af den nationale fortid som en storhedstid. Derfor nydigtning af sagaer og folkeviser. Nationalsangen. Fx Grundtvig og Ingemann. |