Karen Blixen
3 litterære retninger, som man bør være specielt opmærksomme påModernismen
betegner først og fremmest den nye, ofte svært tilgængelige lyrik. Sproget er her usammenhængende, for det skildrer verden som digteren opfatter den. Den nye måde at skrive digte på skal provokere læseren til at opleve virkeligheden på en ny måde – vi skal overraskes af ordenes sammensætning og nye metaforer. Sprog og indhold korresponderer – sproget ”splintres”, som virkeligheden gør, og det skal afspejle den absurde verden. Fx Rifbjerg, men også Broby-Johansen tilbage i 20’erne. Den fantastiske prosa kaldes også ”de sære fortællere”. Fortællingerne har her helt eller delvist forladt det realistiske rum og udspiller sig i et symbolsk eller psykologisk rum som fx hos Peter Seeberg (Patienten, Hjulet) og Villy Sørensen (Tigrene). Det er ved hjælp af denne skrivemåde de bedst udtrykker sig om den moderne verden og dens mennesker. Historierne afspejler ofte eksistentiel angst, samt menneskets mangel på identitet. Man kan evt. bruge en eksistentialistisk tolkning, freudiansk/psykologisk tolkning eller være opmærksom på symboler. (fx Pär Lagerkvist, Den fordringsfulde gæst) Nyrealisme det er en modreaktion specielt mod modernismens lyrik. Hensigten: kunsten skal være genkendelig og forståelig. Personer og miljø er realistisk beskrevet. Vægten lægges evt. på personernes psykiske problemer og udvikling eller miljøets påvirkninger. Denne retning fører traditionen videre fra Brandes’ kritiske realisme og 1930’ernes socialrealisme om den lille mand, selv om kritikken ikke altid er så åbenlys som i de to tidligere litterære retninger. (Anders Bodelsen, Pointen) |
KORT OM MODERNISMEN
”De glade 60’ere” – højkonjunktur, næsten fuld beskæftigelse, højere levestandard, et forbrugersamfund. Bl.a. ungdomsoprøret og mange kunstnere vendte sig kritisk mod den materialistiske livsindstilling. Det følgende er frit citeret efter Litteraturens veje, s. 442 f: ”Modernitet ledsages af en følelse af fremmedhed og fremmedgørelse, fordi de tætte bånd mellem mennesker opløses og erstattes af varerelationer, velfærdssamfundets institutioner og storbyens anonymitet. Hvor mennesket før havde en fast (låst) identitet, er man nu et CPR-nummer i et system, ingen forstår, men som breder sig efter sin egen logik. I før-moderne samfund er individet defineret af sin slægt, sin stand og sin tro. Disse rammer mistes ved moderniteten. Mennesket må nu i stedet selv finde sin identitet. Dette er frihed, men også svært, for der er ingen faste værdier.” Fx ses dette i Peter Seebergs eksistentialistiske noveller. Temaer i modernistisk litteratur
|