Opgøret med RomantikkenDet moderne gennembrud strækker sig over perioden 1870-1890. I den tid ændredes samfundssynet, som Romantikken havde stillet op, og man gjorde oprør mod de gamle traditioner gennem et fornyet syn på politik, frihed, kultur, religion, moral og seksualitet. Dette indebar realisme og en hyldest til fornuften gennem debat om samtidige emner i litteraturen og den trykte presse. Det moderne gennembrud skabte en helt anden måde at dyrke litteraturen på, og det handlede ikke længere om det idylliske og det perfekte samfund, men nu snarer om livets virkelige problemstillinger.
Erik Henningsen: Sat ud (1882). Klik på billedet hvis du vil læse mere...
|
KORT OM DET MODERNE GENNEMBRUD:
Fra biedermeieridyl til industrisamfund. Politisk: bønderne og de intellektuelle i byerne arbejder sammen i partiet Venstre for et mere demokratisk samfund. Socialismen begynder at gøre sig gældende (Pariserkommunen 1871). Socialdemokratiet opstår. Litterære tendenser: Georg Brandes’ opgør med den tandløse romantiske litteratur fører til mange nye litterære retninger: Naturalisme: Filosofien: Msk.’et er et naturvæsen, som er bestemt af arv og miljø. (Det er ikke skabt af Gud, og dets liv styres ikke af en guddommelig magt). Inspiration fra Darwins evolutionslære: msk.’et er et driftsvæsen, der instinktivt følger sin natur. I teksterne sker der ofte en kobling mellem beskrivelsen af naturen og mennesket. Litteraturen skal være virkelighedstro (som i realismen) og den har naturvidenskaben som ideal (positivisme). Resulterer ofte i deterministisk livsopfattelse og pessimisme/resignation. Fx J.P. Jacobsen. Impressionisme: det umiddelbare sanseindtryk gengives – øjebliksoplevelsen. Det er et forsøg på at skildre verden objektivt. Fortælleren træder i baggrunden, forsøger at være neutral – at gemme sig. Personerne karakteriserer sig selv gennem deres ord og handlinger. Især Herman Bang, fx Frøkenen, Foran Alteret og En Hvilens Stund. Kritisk realisme: virkelighedstro tekster, hvor man ikke er i tvivl om forfatterens holdning. Rummer en kritik af forhold i samfundet, fx de fattiges vilkår, politiske forhold, ægteskabet, forholdet mellem kønnene, religionen, den snerpede moral. Denne litteratur ligger i direkte forlængelse af Brandes’ krav om, at litteraturen skulle sætte problemer under debat. Tilstræber ikke på samme måde som naturalisterne objektivitet. Disse tekster fokuserer ofte mere på de sociale omgivelser end den biologiske arv, i modsætning til naturalismen. Fx Pontoppidan, som ofte har en ironisk fortælletone. Sædelighedsfejden hører også under denne litterære retning. |
Hvorfor hedder det 'Det moderne gennembrud?Fra ca. misten af 1800-tallet sktet der en øget industrialisering i Danmark. Dette betød at der kom industri i form af fabrikker, hvor maskiner i højere og højere grad blev en del af produktionsapparatet. Dette betød et øget behov for arbejdere i byerne. Dermed voksede byerne og landdistrikterne blev stille og roligt affolket. I takt med at byerne voksede, så voksede den nye arbejderklasse også. Det var fattige folk der boede i lejekaserner i storbyen.
Verden var med et blevet moderne - men det havde forfatterne ikke rigtig opdaget. Det tullede stadigvæk rundt i en romantisk tankegang og skrev romantiske tekster. Efter BRandess' forellæsninger på Københavns Universitet i 1871 fik folk øjnene op for at verden var forandret og der var en masse problemer der skulle tages op til debat. Litteraturen skulle fremover handle om virkeligheden. De temaer der fyldte mest i det moderne gennembrud var b.la:
|
Georg Brandes: Litteraturen skal sætte problemer under debatGeorg Brandes var en af drivkræfterne bag det moderne gennembrud og den samfundskritik, som det var forbundet ved og gennembruddet skal ses i tæt sammenhæng med den såkaldte ’kulturradikalisme’, som Brandes var en hovedeksponent for bl.a. gennem stiftelsen af dagbladet Politiken i 1884.
Det moderne gennembrud blev i høj grad skudt i gang med Georg Brandes’ Det Moderne Gennembruds Mænd, som handlede om nordens vigtigste forfattere, herunder Holger Drachmann, Henrik Pontoppidan, Herman Bang og Amalie Skram. Alle var de drevet af ønsket om at udfordre det eksisterende samfund i dets forskellige aspekter. Karl Marx 1818-1883
"De undertrykte får med nogle få års mellemrum lov til at vælge, hvem fra den undertrykkende klasse, der skal repræsentere og undertrykke dem" |