Michael Strunge
|
KORT OM POSTMODERNISME:
Ideologierne (fx socialisme, liberalisme, det borgerlige ideal om individets dannelse) er døde, religionen er i krise, identiteten flydende og ”svarene blæser i vinden”. Men denne tilstand opfattes ikke, som i modernismen som et tab. Det er i stedet naturligt og ligefrem en mulighed/frihed. Individet kan afprøve livets tilbud, spille de roller det har lyst til og leve som det ønsker. Det postmoderne er blevet kaldt en ubekymret variant af nihilismen. Mennesket og kunstneren kan vælge og vrage mellem gamle og nye værdier og stilarter, og sætte den sammen, som det lyster (fx nostalgibølgen i moden, musikvideoer etc.) Dan Turéll er på mange måder allerede i 70’erne en postmoderne mediefigur, der bevidst ”leger” med roller og kulturelle ikoner. Citat af Søren Ulrik Thomsen: Verden er hverken/ meningsløs eller meningsfuld/ den er der bare/ uden skjulte sammenhænge/ men også uden at savne dem. Det påstås også, at ”ismernes tid er forbi”. Kunstnerne kaster ikke mere med passende mellemrum energi ind i en samlet bevægelse som et opgør med traditionen (som fx impressionismen eller futurismen gjorde). Ismerne er blevet æstetiske muligheder, der findes på litteraturens varelager, og der er frit valg på alle hylder. Det er også i denne forbindelse, at den danske filosof Kasper Nefer Olsen anvender delta-billedet – historien/litteraturen er som en flod med én strøm, der har delt sig i mange mindre flodarme med hvert sit forløb. (Litt. Veje s. 403) Magisk realisme: Inspireret af latinamerikanske forfattere som Gabriel Garcá Márquez og Isabel Allende. Fortællinger, hvor den ellers virkelighedsnære/realistiske miljø- og personskildring brydes af overnaturlige, fantastiske indslag og begivenheder. Ib Michael. Der er også elementer af magisk realisme i nogle af Sonnergaards noveller. |